Carlo Colpaert (næsten 59) fra Goes nyder lange cykelture. Ikke efter en stram tidsplan, men med plads til at afvige fra sin plan undervejs. "Jeg tager afsted med en uklar rute i hovedet og en navigationsapp," siger han. "Men jeg ved aldrig om morgenen, hvor jeg sover den nat. Det giver mig en følelse af frihed. Nogle gange cykler jeg firs kilometer, nogle gange hundrede. Det afhænger af landskabet, vejret og hvordan jeg har det."
En af hans smukkeste rejser startede i hans hjem i Goes. Han fulgte først Schelde til dens udspring i Nordfrankrig. Så cyklede han langs Seinen via Paris, fordi han ville se Eiffeltårnet. Og fulgte endelig Rhône til Middelhavet. "Jeg blev ramt af et voldsomt tordenvejr den sidste aften," siger Carlo. "Mit telt stod et akavet sted, og min måtte blev til en slags ø. Da jeg ankom til Middelhavet den næste dag, ville jeg tage en dukkert med det samme. Det havde været min plan hele turen. Men svømning var forbudt: regnen havde skyllet affald ud i vandet. Så først kaffe og en croissant, og så kunne jeg tage den forfriskende dukkert et langt stykke videre."
Cykling til Tour for Life
I flere år har Carlo også cyklet til den årlige sportsbegivenhed. Turné for livet, en sponsoreret gåtur for Daniel den Hoed-klinikken. Deltagerne på den tur cykler fra Frankrig til Holland i otte eller fire etaper. Carlo er frivillig i massageteamet og cykler dertil via en selvvalgt rute gennem Frankrig og de omkringliggende lande. "Første gang kørte jeg i bil," siger han, "men derefter ville jeg gerne cykle. Nogle gange endda selve ruten, bare i den modsatte retning og i mit eget tempo. Så bruger jeg flere dage på at gennemføre en etape." Han slår lejr undervejs, nogle gange på en campingplads, nogle gange vildt. "Det er ikke tilladt, men jeg har aldrig haft problemer med det indtil videre. Jeg spørger nogle gange på en gård, om jeg må stå der et sted. Og sidste år stod jeg engang under overdækningen af et fodboldklubhus."
Charmen ved hans rejser ligger i friheden, men Carlo er ingen vovehals. "Jeg sørger for at være tydeligt synlig, da jeg siden sidste år har brugt en lys gul hjelm. Og jeg forbereder mig teknisk godt. Min cykel er udstyret med robuste cykeltasker, mine ejendele er pakket i vandtætte tasker, og jeg tager altid flere powerbanks og en ekstra telefon med mig. Min telefon er mit vigtigste værktøj: min navigation er på den."
Rotiers-linjen
Carlos syn er omkring 10%. Han havde dårligt syn som barn, men det blev først bemærket på et senere tidspunkt. "Jeg sad foran i klassen og kunne ikke læse tavlen, men jeg turde ikke bede om hjælp," siger han. Han var genert og ville ikke skille sig ud. Det var først, da han var syv, at han første gang besøgte en øjenlæge. ADOA viste sig at være i familien gennem hans mors familie, Rotiers-linjen. Hans mor var smittebærer, ligesom hendes far. Carlo gav det til gengæld videre til sin datter. Hans to sønner har det ikke. "Jeg ser det ikke som en sygdom," siger han, "jeg blev bare født med det."
Carlo arbejdede inden for IT i mange år. "I starten fandt jeg mine egne løsninger, brugte forstørrelsessoftware, der tvang mig til at zoome længere og længere ind. På et tidspunkt blev det for meget. Jeg ville ikke indrømme, at jeg ikke kunne gøre det længere. Det førte til en alvorlig depression/udbrændthed. Til sidst tog jeg til Loo-erf, et rehabiliteringscenter for mennesker med synshandicap. Et reintegrationsprogram mislykkedes, og en fuldstændig afvisning fulgte. Det var et vendepunkt. Det var der, jeg lærte at være mere åben omkring mit handicap."
Efter sin IKT-karriere gennemførte Carlo et kursus i sportsmassage, specifikt for mennesker med synshandicap. "Jeg har arbejdet ved Vierdagsmarchen i Nijmegen og ved forskellige sportsbegivenheder. Min træning er i øjeblikket lukket. Jeg er flyttet og vil gerne oprette et træningslokale i mit nye hjem." Han keder sig dog ikke. Han er aktiv som frivillig, herunder på Luisterlijn og som nabomægler. Han organiserer også en Eye Café i Zeeland og har startet et goalball-hold. "Alt i alt er det et stort deltidsjob. Jeg har frynsegoder, men jeg vil gerne bidrage til samfundet. Det giver mit liv mening."
Cykelferie med fokus på komfort
Carlos cykelture er lidt spartanske. "Jeg vælger letvægtsudstyr, men med en vis komfort. Et to-personers telt, for eksempel, så har man lidt mere plads. Og hvis alt er vådt af regn, leder jeg efter et billigt hotel." Hans måltider er også velgennemtænkte: "Jeg spiser nogle gange et varmt måltid på en restaurant til frokost, så jeg ikke behøver at lave mad på min gasblus om aftenen."
Carlo rejser alene, men føler sig sjældent ensom. "Jeg møder mange mennesker på vejen. Og gennem mine høretelefoner kan jeg høre min navigation uden at skulle stoppe hele tiden. Det giver mig ro i sindet." Han vil stadig gerne til Skandinavien, måske engang med cykelbus, og han udelukker ikke engang en flyvetur. Foreløbig foretrækker han dog at holde tingene tæt på hjemmet: "Der er allerede så meget smukt at se i Europa."
