Som barn følte jeg mærkeligt nok aldrig anderledes end andre børn. Min mor var svagtseende og omkring seks års alderen blev det kendt, at jeg også var svagsynet.
Jeg gik hurtigt i specialundervisning for blinde og svagsynede børn. Efter skole legede jeg med kvarterets børn. Jeg tror, jeg allerede automatisk havde lært mig selv tricks, så mit handicap generede mig ikke rigtig. For eksempel holdt jeg mig meget tæt på børnene, så jeg ikke kunne miste dem så hurtigt. Selvfølgelig gik jeg glip af meget, men jeg vidste bare ikke bedre. Sådan var det i min teenageår. Jeg har altid sagt, at det ikke gjorde mit liv værre.
Men så... jeg fik mine egne børn. Og først da gik det op for mig, hvor dårligt mit syn er, og hvor meget jeg faktisk mangler. Den erkendelse var og er meget smertefuld. Så mange små ting, du savner.
Du tager dem med til legegruppen for første gang. Alle mødrene kigger ud af vinduet, og jeg hører dem sige noget om deres barn, men jeg så ikke mit barn. Og da jeg tog dem op tænkte jeg: “Hvordan ser de ud? Er de glade? Så længe de kan se, hvor jeg står.” Det gik ofte godt. De vidste heller ikke bedre, end at deres mor er svagtseende.
Juleforestillinger fra skolen? "Selvfølgelig kommer jeg og kigger, skat!" Men jeg kunne ofte ikke engang finde dem på scenen. Og hvordan ville de se ud? Ville de have det sjovt? De spurgte ofte deres far, men det er stadig ikke sjovt ikke at kunne se sit eget barn eller ikke at kunne se dem ordentligt.
Nogle gange gik de for at lege med en klassekammerat. Hvis adressen ikke allerede var kendt af mig, kunne det også være noget af en søgning. De hjalp mig ofte ved at læse husnummeret. Det gik ofte godt, men jeg kan stadig huske, at eftersøgningen ikke var behagelig. Da en veninde kom for at lege med os, syntes jeg det var særligt spændende første gang, for man kender jo ikke barnet. Snart bliver de ikke på legepladsen, og jeg bliver nødt til at besøge dem.
Og så havde jeg også slyngelpiger, som ofte kunne udnytte, at deres mor ikke så godt. Hvis du ikke har lyst til at komme hjem, skal du bare lade være med at svare, når du hører din mor kalde. Da deres far kom hjem, og jeg spurgte ham, hvor pigerne var, sagde han: "De er lige her foran huset."
Ja, jeg er glad for, at de er blevet ældre nu. De to ældste er teenagere, og den yngste begynder også i puberteten. Når de lige var på vej ind i puberteten, var det nogle gange konfronterende. Nogle gange skammede de sig lidt, når en ny ven kom for at spille. Det gik heldigvis hurtigt over. Jeg har altid været åben omkring det med venner.
Jeg tror ikke, mine piger er meget generet af, at jeg er svagsynet. Jeg synes, det er meget mere irriterende og, som jeg allerede har skrevet, også smertefuldt. Men det vigtigste er, at jeg altid prøver at forblive positiv. Gøre ting med dem, som jeg kan gøre. Som at danse i gamle dage og være fjollet eller bage småkager.
Og nu har de en god alder, og du kan gå på indkøb med dem, og jeg hører dem ikke længere tale om, hvor skamfulde de skammer sig. Jeg kan også chatte med dem. Den ældste siger nogle gange: ”Det generer mig overhovedet ikke, at man ikke kan se godt. Det er bare sådan. Jeg er vant til det, og jeg synes, det er fantastisk, hvordan du gør alting.” Nå, det er rart at høre, ikke? Det får mig til at føle mig godt.
Jeg er meget stolt af mine piger! Vi har det hyggeligt sammen. Og så langsomt er smerten blevet mindre. Jeg kan se, at de har det godt. Jeg er glad for, at jeg kan fornemme meget. Fordi jeg savner at se, mærker jeg tingene hurtigere, tror jeg. Sådan opdagede jeg, at jeg nu ikke behøver at se deres øjne for at vide, hvordan de har det. Jeg behøver heller ikke høre dem. Umiddelbart ved indgangen mærker jeg, om de er glade eller ej. Og jeg tror, at mange blinde eller svagsynede mødre genkender dette. Tvivl aldrig på dine følelser. Dette er altid korrekt. Og uanset om du er blind eller svagsynet eller seende, er du en god mor. Og især når du ønsker at være på denne måde!
